Studerende skal snart bygge satellitter
Aarhus Universitet håber, at nyt rumprojekt kan være til at tiltrække endnu flere studerende til ingeniørstudiet
Da Andreas Mogensen for snart to uger siden kunne kalde sig Danmarks første astronaut i rummet, tog han hul på mere end en mission i rummet.
Hans opsendelse til den internationale rumstation ISS har for alvor været med til at sætte fokus på rumteknologi.
Det kan også mærkes på Aarhus Universitet, som nu vil lade de studerende på Ingeniørskolen give deres bidrag til forskningen.
De kommende år vil de studerende få mulighed for at være med til at bygge små satellitter, såkaldte Cubesats, der skal sendes af sted med en Sojuz-raket, ligesom Andreas Mogensens, til ISS.
Astronom og kommunikationsmedarbejder Ole J. Knudsen fra Stellar Astrophysics Centre ved Aarhus Universitet er stolt af projektet, som skal udvikles i et samarbejde mellem firmaet GOMSpace i Aalborg og astronomer, ingeniører, geologer og fysikere ved Aarhus Universitet.
Han tror på, at satellitbyggeriet kan være med til at motivere unge til at blive ingeniører:
- Vi håber, at kunne trække studerende til, som nu fra Andreas Mogensens rummission kan se, at det kan danskere også være med til, siger Ole J. Knudsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Sendes ud i rummet om to år
En Cubesat er 10x10x60 centimeter stor og er indmaden til en satellit. De små, færdige satelitter kan ifølge Ole J. Knudsen være særlig nyttige redskaber for forskerne:
- Vi vil gerne som astronomer kigge på udvalgte stjerner og kunne følge dem over længere tid med forholdsvis billige satellitter, og det kan vi med dem, siger han.
Ambitionen er, at de første Cubesats, produceret på Aarhus Universitet, vil kunne sendes af sted om to år:
- Så har vi nået, der er færdig til at sende op. Så skal vi bare booke en plads til den internationale rumstation.
Aarhus Universitet har bevilget 500.000 kroner til at starte et designstudium af en mulig Cubesat. Der er endnu ikke bevilget penge til selve satellitten, som er budgetteret til at koste omkring fire millioner euro.
Du kan høre, hvad de studerende på Ingeniørskolen siger til muligheden for at bygge satellit-dele i tv-indslaget øverst i artiklen.