Studerende opfinder for B&O
Ingeniørstuderende hjælper Bang & Olufsen
Ingeniørstuderende fra Aarhus Universitet har udviklet en ny fjernbetjeningsmetode, som er så innovativ, at elektronikkoncernen Bang og Olufsen nu har søgt om patent på idéen.
Idéen opstod under en tre uger lang innovationslejr for ingeniørstuderende, som Aarhus Universitet afviklede sammen med Bang & Olufsen.
- Det er en idé, som er enormt innovativ og i god tråd med vores produktportefølje, siger Søren Bech, forskningschef i Bang & Olufsen, i en pressemeddelelse fra Aarhus Universitet.
Den nye metode er er baseret på allerede kendte teknologier, men er samsat på en måde og tænkt ind i en sammenhæng, som vil give en brugeroplevelse, der aldrig er set før.
Fra idé til virkelighed
En af de studerende bag idéen er Søren Jensen fra Aarhus Universitet.
- Vi har brugt meget tid på at forstå vores målgruppe og koble vores tekniske viden sammen med indsigt i mennesket og brugskonteksten. Og det var her, vi fik idéen, siger Søren Jensen
B&O kan af konkurrencemæssige årsager ikke fortælle nærmere om produktet. Men det er ikke usandsynligt, at de studerendes opfindelse vil indgå i et kommende B&O-sortiment.
- De studerende er en vigtig inspirationskilde for os. De er ekstremt kreative og bidrager med nye måder at tænke på. Mange gange handler innovation om at tage kendte løsninger og give det et twist eller at spotte en ny brugssammenhæng, siger Søren Bech fra B&O.