Studerende må dele kollegieværelse
Mangel på studiejob og ungdomsboliger får unge i blandt andet Århus til at dele kollegieværelser.
Et kollegieværelse på 12 kvadratmeter rummer ikke meget mere end en seng, et skrivebord og et skab, men mange beboere må også finde plads til en fast logerende værelseskammerat.
Flere studerende deler et enmandsværelse med kæresten eller en ven, selv om det ikke er tilladt. Det viser en rundringning til en række kollegier og boligadministratorer, som metroXpress har foretaget.
- Vi får jævnligt kendskab til det, og så sender vi påmindelser ud. Hvis det fortsætter, bliver de bortvist. De bruger jo flere ressourcer til for eksempel varme og vand, som de andre beboere skal betale for, siger Gitte Peitersen, der er administrator ved Kollegiernes Kontor i København, til metroXpress.
Kærestepar på 12 delte kvadratmeter
Siden august sidste år har Peter og Sofie udsat deres forhold for det, de selv kalder 'et socialt eksperiment'.
De har levet side om side på 12 kvadratmeter på Vilhelm Kiers Kollegiet i Århus.
Sofie, der er studerende på Aarhus Universitet, boede alene til at begynde med, og da hendes kæreste kom hjem fra et forskningsophold i Tyskland, søgte de en ungdomsbolig sammen. Men ventelisterne var lange, og da der ikke var andre muligheder, måtte Peter flytte ind på Sofies fuldt møblerede 12-kvadratmeter store kollegieværelse.
- Det var forfærdeligt. Jeg havde jo allerede værelset fyldt op med mine ting, så han måtte have garderobeskab i en Ikea-pose. Vi havde begge to masser af tøj og bøger, så det var umuligt at holde orden, forklarer 24-årige Sofie til metroXpress.
Det satte forholdet på prøve at bo så tæt sammen, fortæller hun:
- Vi havde ikke boet sammen før, så det var en brat omvæltning. Man har jo intet privatliv. Vi lærte i hvert fald virkelig hinanden at kende.
Kæresteparret vidste godt, at det var forbudt at bo to personer på værelset, men de andre kollegianere sagde ikke noget til det.
- Langt de fleste syntes, det var o.k. Der var da nogle, der var lidt utålmodige og spurgte os, hvornår vi skulle flytte, men vi var aldrig bange for, at det skulle blive opdaget, siger Sofie til metroXpress.
I sidste uge lykkedes det endelig parret at finde en ungdomsbolig i en forstad til Århus. Peter og Sofie er opdigtede navne, da de ønsker at være anonyme. Redaktionen er deres navne bekendt.
Kilde: metroXpress