Studerende læser alene

Samarbejde mellem de studerende er på retur

De studerende bruger i mindre grad læsegrupper

Studerende på Aarhus Universitet tygger sig hellere selv gennem de tykke bøger end mødes med andre om det.

I det daglige har nu kun 45 procent af de studerende en læsegruppe eller -makker, mens det i 2007 var 52 procent. Det viser en stor studiemiljøundersøgelse fra Aarhus Universitet, skriver metroXpress.
 
Udviklingen hænger ifølge dekan Mette Thunø, Aarhus Universitet, ikke sammen med, at undervisningen lægger mindre op til at bruge læsegrupperne. Tværtimod.

- Vi har en pædagogik, der tilsiger, at man lærer bedst ved at udveksle viden med andre.

- Vi ved også, at studieoplevelsen bliver bedre af, at man deler erfaringer, spørgsmål og tvivl i en læsegruppe. Derfor er det en dårlig tendens, som vi tror kan tilskrives en generelt højere grad af individualisme hos de studerende, siger Mette Thunø.

I Danske Studerendes Fællesråd mener formand Magnus Pedersen dog ikke, at de studerende har fået mere nok i sig selv og deres eget ræs.

- Vi starter ikke op på universitetet med en individualiseret identitet, men derimod med en forventning om at komme til at diskutere det vi lærer med vores medstuderende.

- Derfor er det et spørgsmål om at blive mødt med en undervisning, som lægger op til at bruge læsegrupper, og også have lokalerne til det. Universiteterne lever ikke op til deres ansvar på det område, siger Magnus Pedersen.

Han henviser til, at for eksempel kun 53 procent af de adspurgte i undersøgelsen svarer, at der for det meste er et sted, de kan sidde sammen med deres læsegruppe, når de har brug for det.