Studerende hjælper Odder med flygtninge
Udfordringen er, at komme med idéer til, hvordan flere flygtninge kan komme i arbejde
Det stigende antal flygtninge, der kommer til Danmark, sætter kommunerne under pres, når det kommer til blandt andet integration.
Det erkender man i Odder Kommune, hvor byens jobcenter i disse dage har allieret sig med en gruppe på 12 internationale studerende fra VIA University College i Horsens.
Opgaven for de studerende er at komme med løsningsforslag til, hvordan flere flygtninge kan komme i arbejde og på den måde blive bedre integrerede.
De studerende har 48 timer til den intensive researchopgave. En af dem er Meldra Vebere fra Letland. Hun synes, samarbejdet med jobcentret om flygtningeudfordringen er interessant:
- Det er er spændende at være med i, fordi vi har et konkret problem. Ikke bare i Odder Kommune, men globalt, siger hun.
Venligboerne er klar til cafe-åbning i Aarhus
I Odder Kommune er der i øjeblikket 151 flygtninge, som er i gang med med deres treårige integrationsperiode. Ud af dem har blot to et ordinært job, mens resten enten er i aktivering, i gang med danskundervisning og lignende.
Det er antallet af flygtninge i job, som de studerende fra VIA i Horsens skal forsøge at få op:
- Hvis vi finder en god løsning, kan det være, at kommunen kan bruge den og måske også resten af landet, siger Meldra Vebere.
Du kan høre, hvad medarbejderne i jobcentret i Odder og borgmester Uffe Jensen siger til hjælpen fra de studerende, i tv-indslaget øverst i artiklen.