Studerende fra hele verden ser vindmøller i Århus

I disse uger besøger 45 ingeniørstuderende fra 12 lande fra hele verden Århus for at lære om vindmøller.

Studerende fra hele verden lærer om vindmøller i Århus
I disse uger besøger 45 ingeniørstuderende fra 12 lande fra hele verden Århus for at lære om vindmøller. Det sker som led i en international sommerskole, som Ingeniørhøjskolen i Århus står bag. De studerende skal blandt andet på tur op i toppen af en vindmølle nord for Randers den 17/8. Pressen er velkommen til arrangementet.

Sommerskolen er arrangeret i samarbejde med Aarhus Universitet og virksomhederne Vestas og Siemens Wind Power. Den finder sted fra 10-22. august, og de studerende kommer fra blandt andet Malaysia, Rusland, Tyrkiet, USA, Finland, Belgien, Spanien og Italien.
På sommerskolen får de studerende indsigt i de ingeniørfaglige udfordringer ved at designe vindmøller gennem undervisning, virksomhedsbesøg og projektarbejde med afsæt i virkelige problemstillinger inden for udvikling af vindmølleteknologi.

"Vi har brugt lang tid på at planlægge sommerskolen, og derfor har vi store forventninger til de mange forskellige aktiviteter. De studerende er meget motiverede til at lære om vindmølleteknologi," siger ingeniørdocent Martin Heide Jørgensen fra Ingeniørhøjskolen i Århus.
Stor interesse fra hele verden

Til de 45 pladser på sommerskolen kom der 123 ansøgninger fra 23 lande verden over. Deltagerne blev før ferien udvalgt af et bedømmelsesudvalg med repræsentanter fra Ingeniørhøjskolen og virksomhedspartnerne.

"Den store søgning skyldes formentlig, at Danmark med virksomheder som Vestas og Siemens Wind Power er kendt verden over for vindenergi. Samtidig har vi på Ingeniørhøjskolen gjort meget for at synliggøre vores kompetencer inden for vindmølleteknologi internationalt," siger Martin Heide Jørgensen.

Projektet mmodtager også støtte fra Vestas, der er på udkig efter nye ingeniører.

Se reportagen i TV2|ØSTJYLLAND klokken 19.30