Studerende blokerer igen uni
Endnu en gang vil de studerende på Aarhus Universitet lave blokade som protest mod fremdriftreformen
Studenterbevægelsen, Et Andet Universitet, blokerer fra torsdag klokken ni rektoratet på Aarhus Universitet, Københavns Universitet og Roskilde Universitet.
- Vi blokerer i protest mod fremdriftsreformen og dimensioneringensplanen. Målet er at få trukket reformerne tilbage, og jeg tror på, at det her er vejen frem, siger Søren Mau, der er talsmand i Aarhus til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Satser på stor opbakning
De studerende blokerede sidst universitetet i november, hvor universitetets ledelse efter en uge endte med at tilkalde politiet for at fjerne de studerende.
- Vores krav blev ikke hørt sidste gang. Fremdriftsreformen er ikke trukket tilbage endnu. Jeg tror, opbakningen vil være større den her gang, siger Søren Mau.
Han oplyser, at alle kan komme til blokaden, og bevægelsen har arrangeret et fagligt større program.
- Vi vil bruge den til at fremme den demokratiske proces omkring universitetet, siger den aarhusianske talsmand.
Selvom om blokaden er et fagligt forum, skal der også være plads til kærlighed, fest og ballade, mener studenterbevægelsen.
Bryllup i blokadens navn
Fredag står den på blokadebryllup. Her kan studerende blive blokade-viet med en ven, veninde, værste fjende, en 'tall dark stranger', med universitetet, med blokaden, med en bamse, eller med livet.
Brylluppet er til ære for universitetets ånd. I fællesskab vier vi os til det frie og demokratiske universitet, skriver Studenterbevægelsen på Facebook.
Se: Studerende: Vi stopper ikke
Blokaden vil omfatte Aarhus Universitets rektorat, men vil ikke ramme undervisning og forskningen, oplyser Søren Mau.