Studenter på turbokurser
Rekordmange studenter må læse videre i sommerferien
Turbokurser, hvor de netop færdige studenter kan indhente det forsømte i sommerferien, slår rekorder denne sommer. Ved VUC i Aarhus er der 31 procent flere sommerkursister i år, og det er en tendens, der er generel landet over.
Suppleringskurserne er for mange studenter vejen til at starte på ønskestudiet til september, fordi man her kan hæve niveauet i de enkelte fag.
I går var der ansøgningsfrist for både at tilmelde sig et suppleringskursus og for at søge en videregående uddannelse gennem kvote 1. Mens tallet for sidstnævnte ikke er gjort op endnu, viser det sig, at 4.228 studenter har meldt sig til at svede over bøgerne på et sommerkursus. Det er 13 procent flere end sidste år, viser en rundringning, som metroXpress har foretaget.
- Mange får valgt den forkerte studieretning i gymnasiet, og så kan de ikke søge ind på den uddannelse, de
gerne vil. Men med et sommerkursus får de alligevel muligheden uden at blive forsinkede. Derfor bliver kurserne mere og mere populære, siger Poul Lautrup, uddannelseschef ved VUC Aarhus, hvor der er 31 procent flere sommerkursister i år i forhold til sidste år.
Men udviklingen bekymrer både gymnasieelever og universiteter. Antallet af studenter, der bruger sommerferien på et såkaldt turbokursus, er næsten seksdoblet på fem år, og der er hovedrysten over, at stigningen fortsætter.
-Det er super ærgerligt, at så mange skal bruge sommerferien på at supplere et fag. Det er spild af tid og koster samfundet en masse penge at uddanne de unge en gang til. Man risikerer også, at de slet ikke orker at begynde på en videregående uddannelse, eller at de bliver skoletrætte efter et år på universitetet, når de ikke har fået et pusterum i sommerferien,« siger Martin Schäfer, der er formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.
Ifølge ham er gymnasiereformen fra 2005 forklaringen på, at så mange må terpe om sommeren. Alt for tidligt skal de nemlig vælge en studieretning, som fastlåser dem. Også formanden for universiteternes rektorer, Jens Oddershede, er bekymret.
-Turbokurserne blev indført helt ekstraordinært, fordi for mange blev et år forsinkede ved at tage et almindeligt
suppleringskursus. Men turbokurserne er reparation og ikke en måde at forbedre færdigheder på, og derfor er omfanget blevet alt for stort,« siger Jens Oddershede.
I løbet af dette studieår - sommer, efterår og forår - har 10.842 studenter taget et suppleringskursus, og det svarer til hver fjerde på en årgang.»Det kan ikke være meningen, at så stor en andel skal supplere. Det går ud over samfundets penge og de unges tid, og det har vi sagt i flere år nu. Politikerne må se på det,« mener universitetsrektoren.