Studenter opfinder en benzin-stopper
Fire nybagte studenter fra Viby Amtsgymnasium kan i dag vinde en international iværksætterkonkurrence.
- Vi kalder det en benzin-stopper - og det er en gummiring, der kan forhindre, at man putter benzin på en dieselbil, siger Line Pors Jørgensen, den ene af de fire opfindere til P4 Østjylland.
Benzinstopperen vandt den danske konkurrence, men i aften skal den internationale afgøres. 50 unge fra hele Europa er mødt op, men Viby-studenterne er optimistiske:
- Vi har blod på tanden, siger Line Pors Jørgensen.
De unge har også haft et møde med en patent-ekspert, men det er et problem, at opfindelse allerede er beskrevet.
- Så kan det blive svært at få patent, men det vil være super-surt, hvis en pengestærk virksomhed løber med ideen og scorer kassen, siger Line Pors Jørgensen.