Strømsvigt skyld i vandforurening
Årsag til vandforurening i Odder Kommune fundet
Årsagen til et af de seneste tilfælde af forurenet drikkevand I Odder Kommune er nu fundet.
Ifølge Århus Stiftstidende skyldes problemerne med drikkevandet fra Gosmer-Halling og Fensten vandværker en sikring, der er sprunget, eller et relæ, der er slået fra.
Dermed er synderen - i hvert fald i dette tilfælde - ikke store mængder regnvand eller nedsivning af stoffer fra landbruget.
- Der var et kort strømsvigt, som betød, at det vand, vi sender til Fensten gennem en tre kilometer lang rørledning, røg retur til vores system og tog jordbakterier med, som ellers allerede var opfanget af vores filter. Da vi så fik strøm på igen, var det for sent, for vandet var allerede i vores system og blev også sendt til Fensten igen indeholdende forureningen, siger formand for Gosmer-Halling Vandværk Niels Pytlich til Århus Stiftstidende.
Foruden Gosmer-Halling og Fensten vandværker har også vandet fra Randlev Vandværk været forurenet.
Problemerne på Randlev Vandværk er også løst, fortæller formanden for vandværket, Jacob B. Rasmussen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.