Strømmer til sundhedstilbud
Flere dyrker motion og ændrer kostvaner
Randers Kommune er lige nu i fuld gang med det, de kalder Danmarks største sundhedstjek.
Projektet "Tjek Dit Helbred" betyder at alle kommunens borgere mellem 30 og 49 år er blevet tilbudt en helbreds-kontrol. 60 procent af de undersøgte har vist sig at være overvægtige og folk strømmer nu til kommunens sundhedstilbud:
- Det er jo et helhedstilbud med god sammenhæng. Så når folk går herfra, så går de ned til deres praktiserende læge, og hvis der er nogle problemer, så får de en henvisning tilbage hertil, fortæller Iben Holbæk Lundager fra projektet "Tjek Dit Helbred" i Randers Kommune.
Det store fokus på sundhed har blandt andet sat skub i borgernes motionsvaner og kostændringer:
- Sundhedskontrollen betyder blandt andet at man kan få mulighed for at komme på et vægttabshold som varer 12 måneder, eller man kan få samtaler om motionsvaner eller rygestop, fortæller Iben Holbæk Lundager.
Se hele indslaget ved at klikke øverst på denne side.