Strømmer til landbrugsskoler
Økologi og praktikpladser trækker unge til
Ønsket om at være sikret en praktikplads og interessen for Økologi får lige nu unge til at strømme til landbrugsuddannelserne, skriver Ritzau.
Kalø Økologiske Landbrugsskole kan fremvise den største elevfremgang af alle. 100 procent er elevtallet steget med i år.
- Jeg har valgt det fordi, at det er en meget bæredygtig uddannelse. Og det er vigtigt, at man tænker meget på klimaet, siger 17 årige Casper Gamborg, elev på Kalø Økologiske Landbrugsskole og lige nu i praktik på Fru Møllers Mølleri mellem Odder og Hov.
Mange unge skeler også til, at det er til at få praktikplads i landbruget, fortæller uddannelsesleder på den økologiske landbrugskole Claus-Ebbe Junker.
- Hele situationen med, at det er vanskeligt at få praktikplads i visse fag, betyder noget. Landbruget har nemmere ved at skaffe praktikpladser. Vi har meget få elever, der ikke får en praktikplads, siger han.