Strømmer i Musikhuset

Store musicals skaber fremgang på 30 procent

Billetsalget i Musikhuset Aarhus er steget knap 30 procent i foråret sammenlignet med sidste forår. I antal solgte billetter er det fra 69.000 til 90.000.

Det er blandt andet musicalen MAMMA MIA! og festugesatsningen Come Together, der har bidraget til succesen, og samtidig har Musikhuset haft et godt besøgstal til bl.a. forårets gæstespil fra Det Kgl. Teater og Schaufus Balletten, samt koncerter med f.eks. Bryan Ferry, Cecilia Bartoli og Gilberto Gil. Antallet af arrangementer i Musikhuset er stigende i forhold til tidligere.

Musikhusets programchef, Mette Kier, oplyser i en pressemeddelelse, at der også satses stort i efteråret, blandt andet i musical-genren.  

Fremgangen i billetsalget ses også tydeligt, når man ser på andelen af billetter solgt via nettet. I 2011 er lidt over hver tredje billet solgt via nettet, mens det på samme tid sidste år kun var hver femte.