Strømkablet er klar til brug
Havmøllepark sender elektricitet til land
Den store transformerstation ved havmølleparken ved Anholt er ved at være færdig. I dag gjorde man så det første forsøg med at sende elektricitet fra havmølleparken og ind til land, og forsøget gik godt.
Poul Damgaard er projektleder hos Energinet. For ham var dagen kulminationen på tre et halvt års arbejde.
- Det er afslutningen på, at vi nu har forbindelse fra Aarhus, til Grenaa og via søkablet ud til transformerstationen. Nu er vi klar til at DONG kan komme med den første mølle, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
For tiden arbejder håndværkere, teknikere og ingeniører på at klargøre og teste de sidste detaljer på platformen, før den i fremtiden skal fungere fuldautomatisk og ubemandet.
De første vindmøller ventes at blive rejst til september.