Strøget, åen og rådhuset: Nu har Aarhus sit eget brætspil

Spilvirksomhed håber at få succes med at lave spil om byer

03:42

1 af 2

De har det allerede i tyske byer som Köln og Leipzig, og nu kan aarhusianerne også quizze med på spørgsmål omkring deres egen by.

Et helt nyt spørgsmål omkring Aarhus er netop blevet lanceret af virksomheden Nowus Games fra Hasselager.

Spillet hedder 'Cityspot Aarhus' og indeholder 1.000 spørgsmål omkring blandt andet personer, steder og virksomheder med tilknytning til Aarhus. Derudover vil man også skulle svare på en lang række almene spørgsmål.

Aarhus er den første danske by, som spilvirksomheden har kastet sig over. Snart venter også Roskilde og Vejle:

- Vi kan mærke bare den seneste måneds tid, at der er kommet rigtig godt gang i det. Vi ligger vandret, siger projektleder Jacob Grejsen til tv2oj.dk.

Køber sig til markedsføring

"Hvor langt er der fra Aarhus C til Tirstrup Lufthavn" og "Hvor mange offentlige posthuse er der i Aarhus?".

Det er eksempler på nogle af de spørgsmål, som spillerne vil blive mødt af.

Det er ikke tilfældigt, at netop Aarhus Lufthavn bliver nævnt. Lufthavnen har ligesom flere andre lokale virksomheder som Salling og Aarhus Charter købt sig reklameplads i spillet.

Prisen ligger på mellem 3.900 og 4.900 kroner at få sit navn og eventuelle spørgsmål med i spillet.

- De får jo rigtig meget valuta for pengene, siger direktør Erik Dahl.

Håber på succes

Idéen til Cityspot-spillene kommer fra Tyskland, og nu er planen, at endnu flere danske byer får sit eget brætspil.

Er det en guldgrube, I har fundet her?

- Ikke endnu, griner direktør Erik Dahl.

- Vi håber, at det kan blive godt med tiden.

Nowus Games beskriver selv Aarhus-spillet som en blanding af Trivial Pursuit, Ludo og Matador.

Du kan høre mere om det nye brætspil i videoen øverst i artiklen.

Aarhus får eget brætspil