Strippende gymnasieelever tilbage på nettet
Det er ikke lykkedes Silkeborg Gymnasium at fjerne videoen af elever, som optrådte afklædte i den årlige stripkonkurrence. Flere klip spreder sig på nettet.
Silkeborg Gymnasium har været for langsom til at få fjernet videoklip af strippende elever fra netstedet YouTube.com.
Flere brugere af siden har nået gemt klippene som filer på deres computer, og nu bliver de igen lagt ud på nettet. Dermed kan pigerne på klippet eller gymnasiet formentlig ikke længere stoppe visningen af stripkonkurrencen, siger talsmand Sebastian Gjerding fra Piratgruppen.
- Det her taler til brugere, som synes det er sjovt at vise, at gymnasiet ikke kan censurere klippene med moralske krav. Det er en moderne måde at provokere autoriteter på, siger han.
På YouTube ligger to klip, som inden for det seneste døgn er blevet vist omkring 2000 gange. En kommentar til klippet lyder "rektor, du er en idiot" med henvisning til rektor Erik Olesen, som fik eleverne til at fjerne klippene fra nettet.