Striktrøje eller shorts? Sådan bliver vejret til Kapsejladsen
Fredag samles 30.000 studerende i Universitetsparken i Aarhus. Og det ser ud til, at vejrguderne er med dem. Der er nemlig udsigt til solrigt og tørt vejr
Var du til Kapsejladsen sidste år, husker du måske, hvordan regnen forvandlede bakkerne i Universitetsparken i Aarhus til en skøjtebane af mudder.
Men frygt ej, dette år ser Kapsejladsen ud til at blive en noget mere tør og solrig fornøjelse.
Læs også
Skal man tro TV 2 Vejrets prognose, så bliver fredagen helt fri for nedbør, og himlen blå og næsten skyfri. Så ingen grund til at slæbe rundt på hverken regnslag eller parably.
Men har man planer om at komme helt fra arrangementets start klokken 6, er det muligvis en god idé at have en god jakke eller strik med sig under armen. Dagen starter nemlig med temperaturer lige over frysepunktet, indtil solen får lov til at brage igennem ved middagstid, hvor man kan se frem til 12 graders varme.
Hos den norske vejrstation YR er de endnu mere optimistiske, hvad angår det aarhusianske vejr fredag. Her bliver det spået, at tilskuerne til Kapsejladsen vil kunne slikke sol i 16 graders varme, når vi når frem til de afsluttende heat i konkurrencen. Temperaturen topper nemlig på de 16 grader mellem klokken 15 og 19.
Ifølge YR vil solen skinne fra en næsten skyfri himmel fra klokken 17, men i de tidlige morgentimer skal man forvente et tæt skydække.
Hele dagen vil der været meget lidt vind ifølge både YR og DMI, så der er ingen grund til at holde på hverken hat og ølkrus.
DMI spår ligesom de to øvrige vejrstationer en kold morgen og en varm eftermiddag, så et godt tip vil være at troppe op i Universitetsparken iført flere lag, så der er mulighed for at smide jakken eller den varme trøje, som dagen skrider frem.