Stridens gigant-æble
I Ebeltoft strides en gruppe borgere om hvorvidt et to-meter højt plastikæble er meget pænt eller meget grimt.
Æbler har været årsag til meget godt og ondt gennem historien. Satan i skikkelse af en slange fristede med succes Eva med et æble. Newton opdagede tyngdekraften i forlængelse af, at han fik et æble i hovedet, da han tog sig en lur under en træ. Eller sådan lyder historierne i hvert fald.
Arrangørerne af den årlige Ebelfestival har sammen med byens turistbureau bedt om at få lov til at montere et kæmpe-æble på toppen af turist-bureauets tag.
To meter højt skal det være, men det røde æble får byens politikere til at se rødt.
- Vi er nødt til at være restriktive, når det gælder en historisk by som Ebeltoft. Det er jo ikke ligefrem en diskret reklame, vi taler om. Vi vil ikke ende som sådan en sydlandsk skiltejungle, siger udvalgsformand Carsten Bech fra De Radikale til metroXpress.
Den udlægning er Erling Rasmussen, der er medlem Ebelfestivallens styregruppe, ikke enig med. Han kalder udvalgsformandens holdning for "utroligt snæversynet".