Strid om millioner: Hvem skal betale for bussen?

Lige nu skal der findes besparelser på 40 millioner kroner på busdriften i Region Midtjylland. Kommuner og region er slet ikke enige om, hvordan det kan løses

Det er ikke Region Midtjyllands opgave at betale for den offentlige transport inden for kommunegrænsen, mener regionsrådsformand Anders Kühnau.

Hvilken busrute skal lukkes, hvilken skal bevares og vil kommunerne overtage nogle af dem?

Det er nogle af de spørgsmål, som Region Midtjylland og flere kommuner nu skal diskutere.

Årsagen er, at der lige nu ligger et akut behov for at spare penge, og det skyldes ganske simpelt, at det er dyrere end forventet.

- Det har vist sig at være dyrere at køre bus, fordi selskaberne simpelthen tager flere penge for det. Derudover så er der omprioriteringsbidrag fra staten, der betyder, at vi skal spare to procent årligt, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Læs også Samlede underskrifter mod besparelser: Fingrene væk fra de blå busser

Den kommende tid skal han mødes med flere kommuner for at diskutere, om kommunerne kan overtage en del af de udgifter, som går til de busruter, hvor borgerne rejser indenfor kommunegrænserne.

Vi leverer det, som vi skal levere som kommune. Det, som de skal levere, er på tværs, og vi overtager ikke bare aben fra deres side af.

Hans Okholm (SF), formand for Vej- og Planudvalget, Silkeborg Kommune

Det er nemlig ikke Region Midtjyllands opgave at betale for den offentlige transport inden for kommunegrænsen, mener Anders Kühnau.

- Vi er nødt til nu at sætte os ned med kommunerne for at få løst det her problem. Der en del af buskørslen, der er kommunal, hvor man må sige, at det helt entydigt er kommunernes opgave at stå for buskørslen, og derfor må de betale de penge, mener han.

I alt skal der spares 40 millioner kroner på området i Region Midtjyllands budget, og derfor har regionen lavet et foreløbigt bud på, hvilke ruter der kan være spil. Ganske simpelt fordi, et flertal af passagerne rejser indenfor kommunegrænsen.

02:00

VIDEO: En af dem, der kan blive ramt af busbesparelser, er Amalie Hyldahl fra Sjelle. Lukningen af busrute 112 vil betyde, at hun ikke kan komme til eller fra skole.

Luk video

Kommune til Region: Find pengene selv

En af de kommuner, der i den kommende tid skal diskutere busser med Region Midtjylland, er Silkeborg Kommune, og her er lysten ikke stor til at give en økonomisk hjælpende hånd for at bevare busserne.

Det skyldes, at de faktisk mener, at busserne kører på tværs af kommunerne.

- Vi leverer det, som vi skal levere som kommune. Det, som de skal levere, er på tværs, og vi overtager ikke bare aben fra deres side af. Det gør vi ikke, siger Hans Okholm (SF), der er formand for Vej- og Planudvalget i Silkeborg Kommune.

Læs også Slut med tomme busser: Region sparer 40 millioner kroner på kollektiv trafik

En analyse fra Region Midtjylland viser, at en stor del af de passagerer, der i dag tager de busser, som kan komme i fare for at blive nedlagt, rent faktisk udelukkende rejser inden for kommunegrænserne, selvom busruten krydser en kommunegrænse.

Men den køber de ikke i Silkeborg Kommune.

- Alle de folk, som vi har været i kontakt med på uddannelsesinstitutionerne siger, at der er et behov for, at busserne kører på tværs. Vi kommer ikke til at overtage aben fra deres side af, lyder det fra Hans Okholm.

Passagererne vil savne bussen, hvis den lukker

En af de busser der kan lukke er rute 112, der netop kører mellem Silkeborg og Aarhus, og i den bus vil passagererne meget nødigt undvære bussen.

- Det vil betyde, at jeg ikke vil kunne komme i eller hjem fra skole, så det vil være et stort problem. Især fordi, at jeg ikke er 18 år gammel, så jeg har heller ikke kørekort, siger Amalie Hyldahl, der bor i Sjelle.

Hvis begge parter går ind til det med konstruktivt sind, så er jeg sikker på, at vi kan finde nogle gode løsninger i fællesskab.

Anders Kühnau (S), regionsrådsformand, Region Midtjylland

Men det bliver ikke et problem, lover Regionsrådsformand Anders Kühnau. Region Midtjylland arbejder nemlig med et system, hvor de for eksempel kan betale bussen om morgenen og om eftermiddagen, og så må kommunerne betale, hvis der er brug for flere afgange.

- Vi ved godt, at de ikke har andre alternativer, og derfor kan jeg godt forestille mig, at vi fortsat vil have nogen morgenafgange og nogle afgange om eftermiddagen. Det vil vi sørge for, siger han.

Læs også Mens vi venter på Letbanen: Midttrafik indsætter lynbusser

Ved lukning af for eksempel busrute 112, så vil Region Midtjylland kunne finde godt 3,8 millioner kroner. Mens passagererne må vente på en afgørelse, så skal Silkeborg Kommune mødes med Region Midtjylland, og mellem dem er der dyb uenighed, om de kan nå en aftale.

- Vi kan ikke tage pengene fra børn, skole og ældre til at lave kollektiv trafik med. Det er deres opgave, og hvis ikke de har penge, så må de gå til regeringen, mener Hans Okholm (SF), der er formand for Vej- og Planudvalget i Silkeborg Kommune.

- Det siger man jo altid, når man går ind i en forhandling, hvor man står på hver sin side. Hvis begge parter går ind til det med konstruktivt sind, så er jeg sikker på, at vi kan finde nogle gode løsninger i fællesskab, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

I de kommende måneder skal der være forhandlinger med kommunerne, og så skal der ligge en plan i løbet af efteråret, så besparelserne kan blive gennemført som del budgetforhandlingerne.

Her kan du se, hvad Region Midtjylland kan spare på din bus