Strid om ex-direktørs løn
Den tidligere direktør for Århus Bymuseum føler sig forfulgt at bestyrelsen for museet.
10. nov 2005, kl. 15:56
Mere end 30 dage gammel
Striden mellem Århus Bymuseum og museets tidligere direktør - Lars Holleufer - fortsætter.
Lars Holleufer blev fyret tilbage i april måned i år. Siden da har bymuseet udbetalt løn til den aftrådte direktør, men det er slut nu. Ifølge museets bestyrelse har Holleufer fået andet arbejde, og derfor har han ikke ret til at modtage penge.
Lars Holleufer mener omvendt, at hans arbejde hos et auktions-firma er en ulønnet fritidsbeskæftigelse, og at han derfor stadig skal have løn fra Bymuseet.
- Det er ren chikane. Først forsøgte de at knække mig psykisk, men det lykkedes ikke. Nu forsøger de så at ramme mig økonomisk, siger han til TV2 / ØSTJYLLAND.