Stress kan gøre dig forkølet
Ny forskning på Århus Sygehus viser, at der er en sammenhæng mellem stress og forkølelse.
Professor Bobby Zachariae fra Onkologisk afdeling på Århus Universitetshospital har sammen med en medarbejder og en forsker fra University of Pittsburgh foretaget en systematisk gennemgang af alle eksisterende undersøgelser. Forskningen er nu offentliggjort i det internationalt anerkendte tidsskrift Psychosomatic Medicine.
Forskningen viser en klar sammenhæng mellem stress og modtageligheden for sygdomme i luftvejene.
- Stressede personer har mere end dobbelt så høj risiko for at blive forkølede eller ramt af influenza sammenlignet med ikke-stressede personer, fortæller Bobby Zachariae i en pressemeddelelse.
Man har længe ment, at stress kan svække immunsystemet og på den måde gøre os til lette ofre for infektioner. Det bekræfter forskningen, der bygger på undersøgelser af flere end 8000 deltagere.
Forkølelse og influenza kan være livstruende for svækkede personer og er blandt de mest almindelige årsager til, at folk melder sig syge fra arbejde.
- Vores resultater kunne tyde på, at hvis man forebygger stress, så vil antallet af sygedage kunne nedbringes, siger Bobby Zachariae.