Stress-hjælp til studerende
Rådgiver vil lave nødhjælspkasse
Hjælpen er på vej til stressede studerende. En ny stressportal skal rådgive de studerende om stress.
Livet som studerende kan tage hårdt på de mange unge, der i højere grad får stressrelaterede sygdomme. Men nu skal de kunne få hjælp og rådgivning.
En aarhusiansk stressrådgiver vil nu lave en slags nødhjælpskasse til de stressramte studerende.
- Tendensen, når jeg snakker med studievejledere og undervisere, er, at en stigning i antallet af diagnoser som angst, spiseforstyrrelser, stress og depressioner, siger stressrådgiver og mentaltræner Thomas Pape til P4 Østjylland.
Store forventninger
Ifølge Thomas Pape er der flere årsager til, at de studerende bukker under for presset.
- Studerende skal forholde sig til mange ting. Vi vil gerne have de skynder sig gennem studiet, og vi vil også gerne have, de har relevant studiearbejde.
Den nye portal er ikke kun til de studerende, men også deres studievejledere.
- Det skal være en hjælp i hverdagen, hvor de kan hente redskaber som arbejdsark, videoer og lydfiler, og som kan hentes nårsomhelst også kl. 22 om aftenen, hvis man ikke kan sove eller har angst, siger han til P4 Østjylland.