Strejke stresser lægesekretærer
De er slet ikke i konflikt, men lægesekretærerne får skraldet. Det er nemlig dem, der skal tale med de konfliktramte patienter.
Mens blandt andet sygeplejerskerne strejker, møder lægesekretærerne op på job hver eneste dag. De er organiseret under HK, og er derfor ikke blandt de strejkendes rækker.
Lægesekretærerne taler dagligt med de patienter, der er ramt af strejken, og det er ikke altid lige sjovt.
- Det er svært set i forhold til patienten, fordi man som sekretær gerne vil sikre det gode patientforløb, og nu sidder man i en situation, hvor man bare ikke kan det. Det er faktisk enormt stressende, siger Inge Udsen, der er lægesekretær på Århus Universitetshospital, Skejby.
På Gynækologisk Afdeling på Århus Universitetshospital Skejby er der indtil videre aflyst 300 operationer på grund af konflikten. Ledelsen regner med, at der kan gå op til et år, før det efterslæb er indhentet.