Strejke hos Falck
Redderne nedlagde arbejdet i protest mod stilstand i forhandlinger om ny overenskomst.
Falck-redderne over det meste af Østjylland gik i morges til faglige møder, der varede til omkring kl. 16. Redderne er utilfredse med, at forhandlingerne om ny overenskomst er gået i stå.
Alle steder blev der kørt dog efter et nødberedskab med normal kørsel til 112-opkald. Men ikke-akut kørsel, som for eksempel sygetransport, var ramt af den overenskomststridige konflikt. I stedet stod taxa-vognmænd for transport af patienter.
Ifølge oplysninger fra redderne til TV 2/ ØSTJYLLAND er overenskomstforhandlingerne brudt sammen på grund af uenighed om løn og arbejdstider. Finn Serup Jensen, informationschef i Falck Danmark, vil ikke nærmere ind på årsagen til konflikten. Han betragter i øvrigt ikke forhandlingerne som helt brudt sammen.
Sidst på eftermiddagen blev arbejdet genoptaget i fuldt omfang.