Stregspiller på vej til Århus GF

Den 37-årige russiske stregspiller Dimitri Kouzelev er muligvis på vej til håndboldklubben Århus GF.

Den 37-årige årige russiske stregspiller i håndbold Dimitri Kouzelev ligner ny Århus GF-spiller.

Ifølge Århus Stiftstidende bliver Kouzelev præsenteret i denne uge, hvilket klubbens sportschef, Claus Blem, dog ikke vil bekræfte officielt til avisen. Sportschefen bekræfter dog, at der er skrevet kontrakt med en rutineret stregspiller.

- Dimitri Kouzelev er en rigtig god spiller, men jeg har ingen kommentar til, om vi har lavet en kontrakt med ham. Det eneste, jeg vil sige, er, at vi snart kan offentliggøre en aftale, siger Claus Blem til avisen, hvor han tidligere var sportsjournalist.

Dimitri Kouzelev er tidligere OL-guldvinder fra 2000 og har spillet 58 landskampe for Rusland. Han har spillet i tyske GWD Minden siden 1998./ritzau/