Stramninger giver sociale skel
Stramning af kontanthjælpen øger uligheden i samfundet, mener socialchefen i Ebeltoft Kommune.
Omfattende stramninger af kontanthjælpen får nu en række chefer i landets kommuner til at tage bladet fra munden. En af dem er socialchef Jens Erik Pedersen fra Ebeltoft Kommune. Han er målløs over stramningerne, som 'har bragt folk i armod'.
- Der er tale om en reel nedskæring og en reel forringelse for de dårligst stillede, siger Jens Erik Pedersen.
Undersøgelser har vist, at loftet over kontanthjælpen ikke har fået væsentligt flere i arbejde, og socialchefen i Ebeltoft Kommune afviser, at det oprindeligt skulle have været regeringens intention. Han mener, at regeringen har en skjult dagsorden med initiativet.
- For mig at se vil man lave et større socialt skel. Man vil manifestere, at der er nogen, der skal have det dårligere. Det er borgerlig politik, siger Jens Erik Pedersen. /ritzau/