Stram Kurs har fundet østjysk spidskandidat
Den omdiskuterede professor Helmuth Nyborg bliver spidskandidat for Stram Kurs i Østjyllands Storkreds.
I sidste uge kom det frem, at den omdiskuterede professor i udviklingspsykologi Helmuth Nyborg stiller op til folketingsvalget for Stram Kurs.
Nu bekræfter han over for TV2 ØSTJYLLAND, at han bliver spidskandidat i Østjyllands Storkreds.
Læs også
- Jeg fik en invitation fra Rasmus Paludan om at stille op. Jeg bor i Østjylland, og derfor stiller jeg op her. Nu har jeg i mange år via min forskning advaret mod følgerne af lav-IQ-indvandring, og det har ingen indflydelse haft. Nu har jeg så en mulighed for at få indflydelse, siger Helmuth Nyborg til TV2 ØSTJYLLAND.
83-årige Helmuth Nyborg er tidligere intelligensforsker på Aarhus Universitet og bor uden for Hørning.
Han mener, at ikke-vestlig indvandring med tiden vil betyde, at den gennemsnitlige IQ i Danmark kommer til at falde.
- Det betyder, at IQ’en i Danmark sænkes. Vi risikerer, at vores velfærd og demokrati kommer i fare. Demokrati er et høj-IQ-fænomen. Jo lavere IQ et land har, jo mindre sikkert er demokratiet, siger Helmuth Nyborg.
Indvandrere skal IQ-testes
Derfor går han også til valg på at stoppe det, han kalder lav-IQ-indvandringen til Danmark. Hvordan det konkret skal håndhæves, ved han endnu ikke endnu, men det vil blandt andet indebære IQ-tests.
- Vi har en grænse til Danmark, som skal forsvares. Jeg mener, at indvandrerne skal IQ-testes. Jeg ved ikke konkret, om det skal foregå ved grænsen, men alle indvandrere til Danmark skal gennemføre en test, siger Helmuth Nyborg til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
- Jeg mener, at man skal forhindre lav-IQ-indvandring af to grunde. Dels fordi indvandrerne selv får problemer i skole og erhverv, men også fordi de i Danmark kommer i skoler med en høj IQ. Det betyder, at de nemt kommer til at opleve at være i en udsat position, hvilket er dårligt for begge parter, siger Helmuth Nyborg.
Da Helmuth Nyborg i sidste uge blev præsenteret som ny kandidat for Stram Kurs, satte partileder Rasmus Paludan også fokus på netop professorens forskning.
- Professor Helmuth Nyborg er en internationalt højt respekteret og anerkendt forsker, der i årtier har forsket i og udbredt kendskabet til videnskaben inden for IQ og menneskers biologiske forskellighed inden for kognitive evner. Hans viden og utrolige indsigt og formidlingsevne er derfor af ubeskrivelig værdi for både partiet og for Danmark, sagde Rasmus Paludan til Stram Kurs’ Facebook-side.
Bemærkelsesværdig forskning
Helmuth Nyborgs forskning har givet flere kontroversielle konklusioner. Blandt andet, at mænd er mere intelligente end kvinder, og at indvandreres lave IQ vil have en negativ påvirkning på det danske samfund.
Forskningen om mænd og kvinders intelligens blev stærkt kritiseret flere gange, og to gange er han af sin tidligere arbejdsplads, Aarhus Universitet, blevet anklaget for at lave dårlig forskning.
At mænd gennemsnitligt skulle være mere intelligente end kvinder, fik ikke kun medierne til at rydde forsider, men også internt hos videnskabsfolk ulmede debatten. I
2006 blev forskningen haglet ned af tre professorer fra selvsamme Aarhus Universitet. De tre professorer konkluderede, at forskningen var fejlbehæftet og mangelfuld.
Samme år blev Helmuth Nyborg bedt om at forlade Aarhus Universitet. Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, som bestod af en landsdommer, fem professorer og en rektor, slog dog senere fast, at Helmuth Nyborg skulle frikendes for anklagerne om dårlig forskning.
Nægtet lokale til foredrag
Helmuth Nyborgs forskning blev igen genstand for ballade i maj 2017.
Her forsøgte Studenterforeningen Konservative Studenter ved Aarhus Universitet at holde et foredrag med Helmuth Nyborg, men efter halvandet måned havde de endnu ikke fået tildelt et lokale af Aarhus Universitet.
I en mail til de studerende, der forsøgte at afholde arrangementet, skrev Aarhus Universitet, at grunden var, at oplægsholderen var kontroversiel.
Læs også
Efter TV2 ØSTJYLLAND gik ind i sagen, tildelte Aarhus Universitet et lokale til De Konservative Studenters foredrag med begrundelsen om, at hele sagen bundede i en kommunikationsfejl.
- Jeg synes, det er et alvorligt svigt af Aarhus Universitet og andre universiteter, at de opfører sig så fjendtligt over for data, de ikke kan lide. Det minder om den behandling, man gav akademikere i totalitære systemer som det gamle Sovjetunionen, sagde Helmuth Nyborg i maj 2018 til TV2 ØSTJYLLAND.