Straf uvorne elever!
Uro og mangel på disciplin et problem, mener professor
Uro og mangel på disciplin er et alt for stort problem i folkeskolen. Derfor skal uvorne skoleelever straffes hårdere end i dag.
Det mener professor i pædagogik ved Aarhus Universitet Niels Egelund.
Står det til ham, skal den danske folkeskole i højere grad anvende eftersidninger eller bortvisninger, hvis en elev ikke følger skolens regler.
- Der er brug for, at man i højere grad markerer over for nogle elever, at deres adfærd er helt uacceptabel.
- Efter min mening er mulighederne, man har for at straffe eleverne, for få og små. Det gør, at man i dag ser nogle adfærdsformer i skolen, som er helt utilstedelige, og som det er svært at gribe ind over for, siger Niels Egelund til dagbladet Politiken.
Minister: Har været håndsky
Der findes ingen opgørelser over, hvor mange skolebørn, der får eftersidninger eller bliver bortvist, men ifølge både skoleledere, lærere og forskere bliver sanktionerne kun brugt i meget lille omfang.
Undervisningsminister Christine Antorini (S) erkender, at folkeskolen ikke har løst opgaven med at få ro og disciplin ind i klasserne godt nok.
- Man har nok været lidt håndsky i forhold til, hvor konsekvent man har signaleret nødvendigheden af ro og orden, men det er altså nødvendigt. Det er dog ikke et mål i sig selv, at der bruges masser af sanktioner, siger hun til Politiken.