Støtter op om landskampe i Århus

Selvom DBU ønsker at spille i Brøndby, håber de høje herrer i Århus, at landkampene ender i NRGI Park.

I en pressemeddelelse fra Borgmesterkontoret støtter borgmester Nicolai Wammen og sportens rådmand Flemming Knudsen Århus Elites bestræbelser for at få fodboldlandsholdets næste kampe placeret i NRGi Park i Århus.

Baggrunden er Disciplinærkomitéen i Det Europæiske Fodboldforbunds (UEFA) beslutning om at komme Danmark lidt i møde, og det giver mulighed for, at landsholdets næste kampe kan spilles i Århus.

Dermed er NRGi Park i Århus en oplagt mulighed, mener Århus Elites koncerndirektør Lars Windfeld.

- Vi har i dag et godt samarbejde med DBU, og vi har således allerede planlagt en fodboldlandskamp 22. august mod Irland. Vi har sidste år afviklet fodboldlandsholdets kamp mod Paraguay, hvor der var fuldt hus og god stemning på tribunerne. Vi ser os derfor fuldt ud i stand til at afvikle landskampene og være Danmarks midlertidige nationalarena, hvis DBU og UEFA måtte blive enige herom, udtaler han i pressemeddelelsen.

<B>Borgmester og rådmand ønsker også landskampe i Århus</B>
Borgmester Nicolai Wammen er naturligt nok også tilhænger af landskampe i Århus.

- Der skal ikke være tvivl om, at vi her i Århus er klar til at danne rammen om fodboldlandsholdets kvalifikationskampe. Vi har tidligere lagt græs til fodboldlandskampe med stor succes - og det vil vi selvfølgelig med glæde gøre igen. Århus har størrelse og format til at huse så stor en begivenhed som en fodboldlandskamp, og vi har desuden en god erfaring med afvikling af store events, hvad enten der er tale om koncerter eller sportsarrangementer. Skulle landsholdet derfor vælge at spille i Århus, vil vi være glade, beærede - og parate til at give alle en god og fornøjelig oplevelse, siger han.

Rådmand Flemming Knudsen, som er rådmand for blandt andet sport i kommunen, hilser også muligheden for landskampe i Århus velkommen.

- Vi har i Århus bevist, at vi kan magte store idrætsevents, og så sent som i 2006 havde vi stor succes med et fyldt stadion til kampen mod Paraguay. Århus er derfor oplagt som hjemmebane i de sidste fire kvalifikationskampe, udtaler han.

DBU håber, at UEFA lemper straffen så meget, at Danmark kan spille sine landskampe på Brøndby Stadion.