Støtter kamp mod måger

Rådmand vil finde penge til indsats

Lasse Thomassen (t.h.) overleverede personligt underskrifterne til rådmand Bünyamin Simsek (V).

De skriger konstant og klatter overalt. Det har været frustrationen blandt flere borgere i Aarhus gennem de seneste par måneder, hvor debatten om måger har raset.

Budskabet er nu blevet hørt hos rådmanden for Teknik og Miljø i Aarhus, Bünyamin Simsek (V), som vil gøre noget ved problemet.

- Jeg har fulgt meget med i debatten og har fået mange henvendelser fra borgere. De viser, at flere føler sig generet af måger og også at flere gerne vil handle på det. Der er derfor ingen tvivl om, at der er et reelt problem, siger Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

I går fik Bünyamin Simsek overleveret 1183 underskrifter fra utilfredse Aarhus-borgere, som bliver generet af mågerne.

Bag underskriftsindsamlingen står Lasse Thomassen. Han er selv plaget af måger og står bag Facebook-gruppen "Mågerne ud af Aarhus".

Det glæder Lasse Thomassen, at rådmanden anerkender problemet, og tager godt imod de mange underskrifter, som han selv var forbi med på rådhuset i går.

- Han virkede yderst velforberedt og jeg fik det indtryk, at han bestemt støtter op omkring sagen. Det kan måske betyde, at vi får en løsning på problemet, siger Lasse Thomassen, som , til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Bünyamin Simsek (V) vil nu tage sagen op i september til budgetforhandlingerne i byrådet. Her vil han foreslå, at der bliver bevilliget 300.000 kroner til indsatsen mod måger.

- Jeg vil ikke lægge mig fast på, hvad den konkrete indsats skal være endnu, men vi ser blandt andet på erfaringer fra for eksempel Aalborg, siger rådmanden til TV 2 | ØSTJYLLAND.

I Aalborg har kommunen blandt andet allieret sig med lokale jagtforeninger, som har skudt flere af mågerne for at holde bestanden nede.