Støtte til 20 vestdanske film
Den Vestdanske Filmpulje, som skal sikre, at der også laves film uden for hovedstadsområdet, støtter flere Århus-projekter.
Nye film af instruktørerne Lotte Svendsen, Aage Rais Toft og den biografaktuelle århusianske Kaywan Mohsen er blandt modtagerne af den seneste portion filmstøtte fra Den Vestdanske
Filmpulje.
I alt 20 filmprojekter får støtte denne gang ud af et ansøgerfelt på 48 projekter. Den samlede støtte løber op i knap to millioner kroner.
Blandt de støttede ansøgere er det århusianske filmselskab Radiator Film, som sammen med instruktør Lotte Svendsen, skal lave filmen "Max - den store julefred", baseret på tv-serien om drengen Max, som netop nu vises på DR1.
Også den århusianske instruktør Aage Rais Toft - tidligere bl.a. "2 ryk og en aflevering" - og filmselskabet Deluca Film har fået støtte. De samarbejder om en dokumentarfilm om unge.
Den Vestdanske Filmpulje har desuden valgt at støtte den nye unge instruktør Kaywan Mohsen, som står bag den meget omtalte film "Eye for Eye". Arbejdstitlen for den nye film er "Made in Denmark - the movie". Filmen er ligesom instruktørens første film baseret på oplevelser i indvandrermiljøet i Århus.