Stortyv kommer for retten
35-årig mand har brugt metode i hele landet
En 35-årig kosovo-albaner skal snart for retten, hvor han bliver tiltalt for flere hundrede indbrud.
En sag, som Sydøstjyllands Politi har efterforsket og dokumenteret siden oktober sidste år. Sagen overdrages snart til anklagemyndigheden, hvor et færdigt anklageskrift mod den 35-årige mand forventes færdigt i midten af september.
De hundredevis af indbrud er begået overalt i landet - blandt andet i Skanderborg, Horsens og Hedensted.
- Det er ikke de store beløb, han har stjålet de forskellige steder. Men det er organiseringen og hyppigheden i det, der er det grove i sagen. Typisk har han stjålet lidt penge, punge, hævekort, mobiltelefoner og computere. Der, hvor han har været heldig, har der været pinkode med hævekortet, så han efterfølgende har kunnet hæve penge. Det har vi mange eksempler på, siger Søren K. Søndergaard, der er politikommisær i Sydøstjyllands Politi til Horsens Folkeblad.
Kosovo-albaneren har brugt samme fremgangsmåde overalt. Han har ligget på lur for at sikre sig, om beboerne var hjemme. I løbet af natten har han så boret et lille hul under håndtaget på en dør eller et vindue og stukket et redskab ind og åbnet.
Yderligere to er sigtet i sagen.