Stort underskud i Silkeborg-virksomhed
En af Silkeborgs største virksomheder, Invensys APV, har store økonomiske problemer
Industrikoncernen Invensys APVs danske afdeling, der har hovedsæde i Silkeborg havde i sidste regnskabsår et underskud på næsten 121 millioner kroner. Det skriver Midtjyllands Avis.
Underskuddet får dog ikke umiddelbart konsekvenser for de 770 medarbejdere i Danmark, hvoraf de 350 arbejder i Silkeborg.
Koncernens nye administrerende direktør, Jacob Møller, afviser, at der er afskedigelser på vej.
- Det her er ikke noget, vi kan spare os ud af. Vi er også nødt til at sælge os ud af situationen, siger han og understrege, at ordrebøgerne er fyldt godt op.
Der er ifølge Jacob Møller flere forklaringer på dette års kæmpe-underskud. Dels har APV ikke formået at tjene penge på flere store ordrer og har også direkte sat penge til på nogle af dem.
Derudover har koncernen været hårdt ramt af store udsving i priserne på de forskellige metaller, der bliver brugt i produktionen, og endelig har en planlagt omstrukturering som ventet kostet penge.
Invensys APV har engelske ejere og har herhjemme afdelinger i Silkeborg, Kolding, Albertslund og Brændstrup i Sønderjylland.