Stort uheld på E45: Fem-seks biler i harmonika-sammenstød

Der er lige nu tæt trafik og kø på motorvej E45 i sydgående retning fra Aarhus Syd mod Skanderborg grundet et større uheld

Der er tæt trafik i morgentrafikken på E45 i sydgående retning grundet et uheld mellem Aarhus Syd og Skanderborg. Arkiv Foto: Colourbox

Der er tirsdag morgen sket et harmonika-sammenstød på motorvejen på strækningen mellem Aarhus Syd og Skanderborg. Fem-seks biler er ifølge Vejdirektoratet impliceret, og venstre vognbane har i en kort overgang været helt spærret.

Situationen skaber som ventet kø i morgentrafikken på E45. Og det er faktisk i både nordgående og sydgående retning.

Læs også Lastbil og bus i uheld på motorvejen

- Vi har dog allerede fået flyttet bilerne ud i miderrabatten, så der igen er to spor åbnet i sydgående retning. Men det er jo en populær strækning, så der er tæt trafik og kø på stedet, lyder det fra Vejdirektoratet til TV2 ØSTJYLLAND.

Køen starter i sydgående retning allerede kort efter Aarhus V, og er altså flere kilometer lang.

Lang kiggekø

- Der er mest tale om kiggekø lige nu - i hvert fald i nordgående retning. I sydgående retning er der stadig lidt blå blink på vejen, men der er farbart. Så det er nysgerrige bilister, der er skyld i køerne, siger den vagthavende fra Vejdirektoratet.

Der er primært tale om et uheld med materielle skader. Sydøstjyllands Politi og det øvrige beredskab er i gang med oprydningsarbejde på stedet.

- Det forventes først at være afsluttet om en times tid, da der jo er tale om en del biler. Men vi har altså flyttet dem ud i midterrabatten for at genere trafikken mindst muligt, lød det tidligere på morgenen fra den vagthavende.

Vejdirektoratet opfordrer bilisterne til at være ekstra opmærksom og nedsætte hastigheden på motorvejen mellem Aarhus og Skanderborg.

Læs også Ung mand slynget ud af bil og dræbt på landevej

Hvis du vil undgå motorvejskøen mod syd, skal du dreje fra ved Aarhus Vest og tage rute 511, inden du kan køre på igen ved Skanderborg.