Stort supermarked flytter ind - historisk købmandsbutik lukket

Samtidig rives bygning ned og laves om til lejligheder.

SuperBrugsen i Skanderborg bliver et moderne kvalitetssupermarked med et stort udvalg, lyder det fra Coop-direktør. Foto: Thomas Lekfeldt - Ritzau Scanpix

Der sker ting og sager, når det gælder detailhandlen i Skanderborg i øjeblikket.

Ved årsskiftet måtte købmandsbutikken Løvbjerg, der har solgt mælk og hakkekød til skanderborgenserne i 50 år, lukke dørene for sidste gang.

Læs også Historisk købmandsbutik lukker og slukker

Nu er det meldt ud, at Coop vil åbne en Superbrugsen i de lokaler, Løvbjerg optog indtil for to uger siden. 

SuperBrugsen er ikke dyrere end konkurrenterne, lyder det fra Coop-direktør. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø - Ritzau Scanpix

Vil ikke bygge i 14 etager

Samtidig vil den Kvickly, der har haft sin faste adresse på Adelgade 134-138 i hele 40 år lukke.

Vi har gjort sindssygt meget for at få fjernet opfattelsen af, at SuperBrugsen er et dyrt sted at handle.

Jesper K. Andersen, kædedirektør, Coop

Her skal Coop i stedet bygge boliger og muligvis detailbutikker i samarbejde med Skanderborg Kommune.

- Vi har tænkt os at omdanne grunden til boliger, men hvordan og hvorledes kan jeg ikke komme ind på lige nu. Det kan tænkes, at der vil komme detailbutikker i bygningens stueetage. Vi har nogle idéer, men vi skal have kommunens tilladelse, siger udviklingschef for Coop, Flemming Møller Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Der må bygges i 14 etager på Kvickly-grunden, men det bliver dog ikke aktuelt, slår udviklingschefen fast.

Kvickly lukker, når den nye SuperBrugsen åbner. Den nye butik skal blandt andre konkurrere mod Føtex i shoppingcenteret Bloms. Løvbjerg var placeret, hvor der her i grafikken står SuperBrugsen.

Vi er ikke dyrere

Den nye SuperBrugsen kommer, ligesom Løvbjerg var det før, til at være placeret lige over for shoppingcenteret Bloms på hovedgaden Adelgade. I Bloms finder man blandt andet en stor Føtex-butik.

Læs også Erhvervslivet placerer Skanderborg i toppen

Superbrugsen har ikke ry for at være det billigste supermarked, så spørgsmålet er, hvad der skal få skanderborgenserne til at vælge den nye butik frem for Føtex i Bloms - eller Netto lidt væk fra Adelgade.

- Det er et moderne kvalitetssupermarked med et stort udvalg. Vi kommer med en stor slagter- og delikatesseafdeling, siger kædedirektør Jesper K. Andersen fra SuperBrugsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Føtex i Bloms på den ene side af Adelgade - SuperBrugsen på den anden. Hvilken butik vil kunderne vælge?

Han mener ikke, at SuperBrugsen er dyrere end de øvrige indkøbsmuligheder i Skanderborg.  

- Vi har gjort sindssygt meget netop for at få fjernet opfattelsen af, at SuperBrugsen er et dyrt sted at handle. Vi har sat 1000 varer ned, så det matcher discount på prisen, siger Jesper K. Andersen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Vi har gjort det samme som Føtex, der har givet priserne 'føtæsk'. Vi kalder det bare fast, lav pris. Vi vil gerne fortælle kunderne, at vi har kvaliteten, men at vi også kan matche priserne.

Læs også Bagerbutikker lukker på stribe - åbning af ny bager skabte kø på gaden

Det forventes, at den nye SuperBrugsen vil slå dørene op til sommer. Når den nye SuperBrugsen står klar, vil Kvickly Skanderborg blive lukket. 

Løvbjerg lukkede endegyldigt den 31. december, fordi afdelingen i Adelgade igennem flere år ikke havde tjent nok penge.

Det er kedeligt at fejre sin 50-års fødselsdag med at gå nedenom og hjem. Det var ikke desto mindre den skæbne, der ramte supermarkedet Løvbjerg i Skanderborg.