Stort rumprojekt landet: Men først skal astronauterne have is

Det største danske rumprojekt er landet på Den Internationale Rumstation ISS. Men før Asim-observatoriet skal placeres, kaster astronauterne sig nok over den chokoladeis, der også er i lasten

Danmarks største rumprojekt, der er ledet af den østjyske virksomhed Terma, er landet i dok på Den Internationale Rumstation ISS onsdag eftermiddag.

Det har været fuldstændig fantastisk at se. Selv voksne mænd, der så opsendelsen, havde tårer i øjnene

Carsten Jørgensen, Terma

I Florida har Termas spacedirektør Carsten Jørgensen fulgt med fra Kennedy Space Center siden mandag, hvor Asim-observatoriet blev sendt i luften.

- Vi har jo fulgt med på NASA tv, det er gået fuldstændig som planlagt. Alt er vel. Det, der skal ske nu, er, at astronauterne kan begynde at åbne, siger Carsten Jørgensen. 

Først is så Asim

Men modulet med Asim bliver dog ikke det første, som astronauterne på Den Internationale Rumstation ISS pakker op.

- Som kuriositet kan jeg fortælle, at der er placeret chokoladeis til astronauterne i anledningen af påsken, fortæller Carsten Jørgensen. 

Læs også Danmarks dyreste rumprojekt lander på rumstation

Der er sendt en last afsted på i alt to tons, hvoraf de 314 kilogram er Asim. Resten af lasten består af andre projekter og forplejning til astronauterne – heraf lidt chokoladeis.

Placeres uden på

Asim-observatoriet er fastsat til at blive pakket ud og placeret uden på Den Internationale Rumstation ISS fredag den 13. april.

Her ses Termas hold i Florida. Foto: Terma

- Der tager man Asim ud af modulet med den canadiske robotarm. Så begynder processen med at få den placeret på rumstationen. Når den er placeret, begynder vi at kigge på, om vi må starte systemerne, siger Carsten Jørgensen, der fortæller, at det tager i alt to timer at placere Asim.

På det tidspunkt vil Terma have ingeniører siddende hos det europæiske rumagentur i Belgien og følge den proces. 

03:35

Hør Kim Plauborg fra Terma fortælle om 314 kilogram tunge og 360 millioner kroner dyre observatorium, som blandt andet Terma har været med til at sende af sted.

Luk video

Når Asim er placeret og instrumenterne tændt, så overleverer Terma og de andre virksomheder bag projektet officielt måleinstrumentet Asim til forskerne på DTU Space.

Med andre ord, kan Terma endelig aflevere den ordre, der blev givet for 12 år siden.

- Det har været fuldstændig fantastisk at se. Selv voksne mænd, der så opsendelsen, havde tårer i øjnene, siger Carsten Jørgensen, der har været i spidsen for projektet i alle 12 år. 

DANMARKS STØRSTE RUMPROJEKT

  • Asim står for "The Atmosphere Space Interaction Monitor".
     
  • Det er et 314 kilo tungt observatorie, som skal monteres udvendigt på Den Internationale Rumstation, ISS.
     
  • Det har to kameraer, som skal fotografere de elektriske udladninger, der går opad i stratosfæren og mesosfæren fra tordenskyer.
     
  • Desuden har Asim to lysmålere, som måler lyset 100.000 gange i sekundet, samt en røntgenstrålingsdetektor.
     
  • Lynfænomenerne, der skal måles, er bedre kendt som "røde feer", "blå jets", "åndehaloer" og "elvere".
     
  • Forskere skal bruge billederne til bedre at forstå processerne omkring de elektriske udladninger og undersøge, hvordan de påvirker klimaet på Jorden.
     
  • Projektet har kostet cirka 350 millioner kroner, hvoraf Danmark med støtte fra Uddannelses- og Forskningsministeriet betaler omkring 60 procent.
     
  • Inden observatoriet kan monteres på Den Internationale Rumstation, ISS, skal det flyves ud i rummet. Det sørger en ubemandet SpaceX Falcon 9 løfteraket for at gøre.
     
  • Det skal efter planen ske 2. april klokken 22.30 dansk tid med affyring fra Kennedy Space Center i den amerikanske delstat Florida.
     
  • Hvis opsendelsen gennemføres som planlagt, tager det raketten to døgn at nå ISS. I så fald vil Asim blive tændt omkring 13. april.

Kilder: DTU Space og Ritzau