Stort olieudslip på havn: Mindst fem kubikmeter olie skal suges op
Der har fredag aften været et større olieudslip i forbindelse med tankning af et skib i Aarhus. Lørdag rydder man fortsat op
Mellem fem og 10 kubikmeter olie flød fredag aften ud på kajen og ned i havnebassinet i Aarhus.
Det skete før klokken 21.30, mens et stort containerskib var ved at blive tanket op.
Læs også
- Vi er ved at undersøge, hvad der er årsagen. Om det er teknisk eller menneskelig fejl, det ved vi ikke nu. VI undersøger tingene dernede lige nu, siger Flemming Lau, vagtchef ved Østjyllands Politi.
Olieudslippet skete ved havnebassin tre og fire.
Både politi, brandvæsen, miljøvagt og beredskabet var på stedet fredag aften. Her lagde man flydespærringer ud og gik i gang igen suge olien op med en slamsuger.
Lørdag formiddag blev oprydningsarbejdet genoptaget. Skibet skal renses, før det kan forlade havnen. Det er endnu uvist, hvor lang tid arbejdet kommer til at tage.