Stort millionbeløb skal gøre iværksætteri attraktivt

Aarhus Universitets Studentervæksthus er en del af et nyt projekt, der skal tale iværksætteri op

Mange studerende har til daglig deres gang hos en af de mange nystartede virksomheder i Aarhus Universitets Studentervæksthus. Foto: Presse

Knap 10 mio. kr. er der afsat til projektet 'Start Up i praksis', som Aarhus Universitets Studentervæksthus er en del af. Projektet skal få studerende til at blive mere interesserede i iværksætteri.

De skal se startups som attraktive praktikpladser, arbejdspladser og som en reel karrierevej efter universitetet.

Læs også Iværksættere hyldes: De er uundværlige for kommunen

- Vi ser 'Start Up i praksis' som en fantastisk mulighed for os at gøre den studerendes vej til iværksætteri lettere. Potentialet er enormt. Og Danmark har brug for en fremtidig arbejdsstyrke, som har entreprenørielle redskaber i deres værkstøjsbælte, siger programleder hos Aarhus Universitet, Jakob Søndergaard, i en pressemeddelelse.

Studentervæksthuset i Aarhus rummer 100 iværksættere fordelt på 40 startups. Blandt dem er der flere eksempler på, at studerende får unik erhvervserfaring gennem de nystartede virksomheder.

Får en masse ansvar

En af dem, der har nydt godt af at være en del af væksthuset, er 26-årige Cecilie Buch Golczyk, som læser Corporate Communication på Aarhus Business School.

Hun har netop afsluttet sin praktik hos produktionsvirksomheden Plinthit, der laver parasolfødder.

Halvejs inde i min praktik brød vi igennem på det tyske marked. Det blev derfor min opgave at lave en strategi for det.

Cecilie Buch Golczyk, Aarhus

- Det er mit ansvar at planlægge og producere vores marketingstrategi – fra annoncering på Facebook og Instagram til influencer-samarbejde, trykte kampagner og produktkataloger. Halvejs inde i min praktik brød vi igennem på det tyske marked. Det blev derfor min opgave at lave en strategi for det også, siger hun og fortsætter:

- Jeg har derfor fået masser ansvar, global marketingserfaring og stor frihed til at arbejde med at bygge brandet Plinthit op. Og den frihed ville jeg ikke have fået i en større virksomhed.

Ud over Aarhus Universitet er Københavns Universitet, Aalborg Universitet og CBS også partnere i projektet.