Stort lysshow over Randers
Fredag og lørdag aften vil der være laserlysshow over havnen i Randers
Som et led i projeket "Min havn - min by" vil et stort laserlysshow fredag og lørdag aften lyse over havnen i Randers.
Formålet med showet er at få borgerne i Randers til at se på bygningerne og området langs havnen med nye øjne.
Netop havnen indgår nemlig i et fremtidigt byudviklingsprojekt for Randers Midtby med titlen "Byen til Vandet", som forsøger at skabe en bedre forbindelse mellem midtbyen, havnen og Gudenåen.
- Under det flotte laserlysshow kan udsigten over havnen nydes henslængt på nogle bænke, og alle inviteres til at sende en tanke ud i natten og reflektere over, hvad der fremadrettet kan gøre havnen til en indbydende og aktiv oase i bybilledet, siger Mette Bjærge, projektleder hos Randers Egnsteater, som er en af initiativtagerne, i en pressemeddelelse.
Samtidig er lysshowet en smagsprøve på eventen "Watermusic", der bliver en begivenhed i Randers under Kulturhovedstad Aarhus 2017.
Laserlysshowet kan opleves på Kornkajen på Randers fredag og lørdag fra klokken 22.00 til midnat.
Arrangementet er en del af programmet for Randers Ugen 2015, og du kan se hele programmet her.