Stort flertal mod tvungen madordning
Regeringens obligatoriske madordning i landets daginstitutioner er uspiselig for de fleste, viser meningsmåling efter sag fra Århus.
83 procent af befolkningen mener ifølge meningsmålingen, som Capacent har lavet for DR Nyheder, at forældre skal have mulighed for at fravælge den offentlige madordning.
DR Nyheder har talt med 33 Konservative og Venstre-borgmestre, og 20 af dem vil af med madordningen. Balladen om den tvungne madordning er påny blusset op, fordi forældrene i en daginstitution i Århus netop har underskrevet en aftale med kommunen, så børnene slipper for kommunens mad.
Indtil nu har indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V) fastholdt, at madordningen skal være obligatorisk. Men efter massiv kritik selv fra partifællerne, vil hun nu arbejde for at give forældrene et friere valg.
- Det er vigtigt, at alle børn får et sundt frokostmåltid, så jeg er stadig glad for ordningen. Men vi skal have en bedre fleksibilitet, og vil jeg aktivt arbejde for, siger Karen Ellemann til TV AVISEN.
Hun vil dog stadig gøre op med kattelemmen i Århus.
- Det, jeg ikke kan lide, er, at man i Århus skal ind og ansætte den enkelte forældrer til at levere maden. Det bureaukrati er der ingen af os, der ønsker.
Tidligere på dagen bakkede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) derimod op om de århusianske forældre.
- Vi har ikke noget ønske om at tvangsfodre børn eller tvangsfodre deres forældre med løsninger, de ikke selv kan lide, sagde Lars Løkke.
Kilde: DR Nyheder