Største kommunale udbudsskandale
Århus og Randers Kommuner undersøges af Konkurrencestyrelsen, som mistænker dem for at have brud reglerne for offentligt udbud.
Danmarkshistoriens største sag om fusk med reglerne om udbud af ordrer i det offentlige er undervejs i Konkurrencestyrelsen. Det skriver Politiken.
Konkurrencestyrelsen undersøger i disse uger hele 34 kommuner, der mistænkes for at have brudt reglerne ved ikke at sende it-opgaver i udbud, før de gav dem til landets største kommunale it-leverandør, KMD.
Politiken erfarer, at endnu flere kommuner er i søgelyset.
- Det er første gang, vi undersøger så mange kommuner for brud på udbudsreglerne i det samme sagskompleks, siger Pia Ziegler, der er kontorchef i Konkurrencestyrelsen.
- Vi undersøger, om der er sket brud på udbudsreglerne i forbindelse med kommunernes køb af løn- og økonomisystemer af KMD, siger hun.
Ifølge reglerne skal kommunerne sende it-opgaver i EU-udbud, hvis de har en værdi af mindst 1,4 millioner kroner, så alle interesserede leverandører får mulighed for at byde på ordren.
Men i mindst 34 tilfælde er det altså ikke sket. Blandt andre Århus, Nyborg, Roskilde, Køge
og Randers Kommuner granskes af styrelsen.En af landets førende eksperter i udbudsregler kalder det »meget alvorligt og usædvanligt«, hvis kommunerne har brudt reglerne.
- Det er yderst sjældent, at der er mistanke om, at udbudsreglerne er blevet brudt, siger lic.jur. Peter Vesterdorf.
Sagerne er spektakulære, fordi de i flere tilfælde også har afdækket, hvordan de ansvarlige embedsmænd har modtaget gaver fra netop KMD. Som tidligere omtalt i Politiken er Hillerøds kommunaldirektør blevet fritaget for tjeneste, efter at han modtog en Madonna-billet som gave fra it-koncernen KMD og efterfølgende underskrev en kontrakt med firmaet til en værdi af 48 millioner kroner.
Flere kommuner har over for Computerworld undskyldt sig med, at de ikke troede, at udbudsreglerne gjaldt, når der blot var tale om opgraderinger af eksisterende it-systemer.
Andre undskylder sig med, at det kun var KMD, der kunne levere det pågældende produkt. Men Peter Vesterdorf afviser, at kommunerne generelt kan have misforstået reglerne:I morgen forventes Folketinget at vedtage nye og skrappere konkurrenceregler for at sikre, at de offentlige udbud foregår korrekt. I udkastet anbefaler Økonomi- og Erhvervsministeriet blandt andet, at sanktioner skærpes over for dem, der bryder udbudsreglerne.
Og det er på høje tid, mener Hans Iakob Estrup, direktør i den danske afdeling af Fujitsu, KMD's største konkurrent på det kommunale marked. Han vurderer, at Fujitsu har tabt »mindst 200 millioner kroner i tabt omsætning« som følge af de kommunale udbudssager, som nu undersøges.
- Det bør have større konsekvens at bryde reglerne, for det kan jo påvirke de konkurrerende virksomheder i flere år, siger direktøren.
I KMD har pressechef Christoffer Hellmann denne kommentar til sagen:
- Om kontrakter skal i udbud er i sidste ende kommunernes ansvar, og det er vores opfattelse, at de generelt er dygtige til at overholde reglerne. Men vi har naturligvis lyttet til den kritik, der har været.
/Ritzau