Størst tilfredshed med sygehusene i Region Midtjylland

Region Midtjylland ligger markant over landsgennemsnittet i landsdækkende undersøgelse af patienttilfredsheden på sygehusene.

Bent Hansen (S) har svært ved at få armene ned i netop disse dage.

Det skyldes hverken julestemning eller håndboldkvindernes tre sejre på stribe, men derimod en landsdækkende undersøgelse af patienttilfredsheden, som bliver offentliggjort i dag.

Ifølge Midtjyske Medier viser undersøgelsen nemlig, at Region Midtjylland ligger markant over landsgennemsnittet og for alvor må tage rollen som duksedreng på sig.

Patienterne er blevet spurgt til 19 forskellige områder, og patienter, som har været indlagt på et af regionens sygehuse, er mere tilfredse end landsgennemsnittet på 18 af de 19 områder, mens det sidste område er det samme som landsgennemsnittet.

For de ambulante patienter ser det endnu bedre ud her i regionen. De er på samtlige 19 områder mere tilfredse end landsgennemsnittet.

- Det er et kanon flot resultat, og det er et rigtig flot skulderklap til personalet, for det er dem, som i dagligdagen leverer de flotte resultater. Det kan de godt være bekendt, hvis man skal sige det på jysk, siger Bent Hansen.

<i>Kilde: Midtjyske Medier</i>