Storsejre til østjyske pokalhold
Randers, Horsens og AGF gik mål-amok, da de spillede sig videre til fjerde runde i Landspokalturneringen i fodbold.
23 mål i tre kampe er ikke hverdagskost, men i onsdagens tredje runde i pokalturneringen fik tilskuerne til Randers, Horsens og AGFs kampe ekstra underholdning for entré-pengene.
Den mest målrige kamp leverede AGF, der på hjemmebane vandt 6-3 over Skive efter forlænget spilletid.
Også AC Horsens måtte ud i forlænget spilletid, da de gæstede FC Vestsjælland i Slagelse. Efter de første 90 minutter var stillingen 2-2, men så tog Horsens sig tilsyneladende sammen og scorede fire gange til en 6-2 sejr.
Randers FC kunne ikke helt leve op til de to andre østjyske hold, når det kommer til antal af mål. Til gengæld klarede kronjyderne ærterne i den ordinære spilletid og vandt 5-1 på udebane over Nordvest FC fra 2. division.
For en uge siden spillede Silkeborg IF sig også videre til næste runde. Det skete med en 5-0 sejr over B93.