Stormtroopers, jedi-riddere og lyssværd til Sci-Fi-Con i Randers

00:49

Lørdag blev der afholdt Sci-Fi-Con i Arena Randers

I en galakse langt, langt borte eller bare i en østjysk by. Lørdag blev der afholdt Sci-Fi-Con i Randers, en årligt tilbagevendende messe med fokus på science-fiction-genren.

Begivenheden løb af stablen i Arena Randers, hvor mange besøgende var mødt op klædt ud som deres yndlingskarakterer fra forskellige Sci-Fi-film.

Specielt Star Wars filmene var et populært valg blandt de udklædte. Det var også tilfældet for 10-årige Gustav Dam og 7-årige Julie Dam, der var klædt ud som henholdsvis Kylo Ren og Rey fra Star Wars-universet.

- Jeg synes, at Rey er sej, og jeg kan godt lide hende, siger Julie Dam.

02:14

Her kan du se mange af de flotte Star Wars-kostumer, der kunne ses i Arena Randers lørdag.

Luk video

Stor interesse

Den randrusianske science-fiction-messe er blevet et populært trækplaster for byen, siden den for første gang blev afholdt i 2014.

Selvom der endnu ikke er nogle tal på, hvor mange besøgende, der har været forbi Arena Randers denne lørdag, så vurderer arrangør Benny Ray, at der er tale om flere tusinde.

Der var nok at se på til Sci-Fi-Con, hvor mange af de deltagende havde klædt sig ud som deres favorit-karakterer fra Sci-Fi-universet.

- Jeg vil skyde på, at vi har haft mere end 5000 igennem allerede, men det er et slag på tasken, for jeg har simpelthen ikke tal på det endnu.

Der var prominent besøg på messen lørdag, da blandt andre DR-vært Jakob Stegelmann, som mange nok vil kende fra programmet Troldspejlet lagde vejen forbi.

Også den danske skuespiller Svend Ole Thorsen, og to af skuespillerne fra Star Wars-filmene, Garrick Hagon og Jeremy Bulloch, var en del af årets Sci-Fi-Con.

- Selve Sci-Fi-Con er blevet opgraderet fra år til år. Hvor vi før har haft karakterer med, som har haft små biroller, så har vi i år blandt andet Boba Fett (Jeremy Bulloch, red.), som har en fremtrædende rolle i en af filmene. Og så er der også sådan en som Sven-Ole Thorsen, som kan være med til at tiltrække nogle af dem, der ikke nødvendigvis er kæmpe Star Wars-fans, men som interesserer sig mere bredt for action, siger Benny Ray til TV2 ØSTJYLLAND.

Far og datter som Obi-Wan og R2D2

Sci-Fi-Con i Randers tiltrak lørdag både store og små. Far og datter Maciej og Milena var taget afsted til messen klædt ud som karaktererne Obi-Wan Kenobi  og R2D2.

- Når man er syv år gammel og kan blive fuldstændig fanget af det, og man kan se det som 37-årig også og følge med, jamen det siger noget om historien, og det er bare godt fortalt, siger Maciej Labuda. 

Læs også Paw er vild med Star Wars og rollespil: - Gik på knæ i pladerustning

En by i galaksen

Det er ikke kun i Arena Randers, at man har taget Star Wars-universet til sig. Andre steder i Randers er der i disse dage også plads til både jedi-riddere og sith-fyrster, når Randers holder Star Wars-festivalen ”Randers – En by i galaksen”.

Fredag åbnede Randers Bibliotek sin nye Star Wars samling i forbindelse med festivalen.

- Det er jo blevet sat et kæmpe maskineri i gang for at gøre Randers kendt på Star Wars både fra kommunens side og på biblioteket, siger Benny Ray.

01:52

VIDEO: Se mere fra fredagens arrangement på Randers Bibliotek her.

Luk video

Læs også Randers hylder Star Wars-universet: - Er sjovere end at gå i skole

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig