Stormen Helga: Falck følger udviklingen

Helga kan give kuling med vindstød af stormstyrke i Østjylland fredag morgen

Stormen Gorm ramte Østjylland i søndags, og nu har stormen Helga kurs mod Danmark, og den forventes af ramme landet fredag morgen.

Værst ser det ud til at gå ud over Nordjylland og den jyske vestkyst, men også Østjylland - og især det nordlige Djursland og Randers-området.

Hos Falck følger de situationen nøje.

Har ikke kaldt ekstra mandskab ind

- Vi følger udviklingen, og vi tager bestik af den løbende gennem aftenen, natten og morgenen, siger Thomas Dietz, der er driftschef hos Falck i Region Midtjylland, tv2oj.dk.

Han fortæller, at der ikke er indkaldt ekstra mandskab.

- Vi har indtil videre ikke gjort noget i forhold til at kalde flere folk på arbejde, og derfor følger vi stormen meget nøje, så vi kan reagere, hvis det bliver nødvendigt, siger Thomas Dietz.

DMI opgraderer storm: Helga rammer fredag morgen

Spænd trampolinerne fast

Han opfordrer folk til at tage hjemmefra i god tid i fredag morgen, hvis stormen har ramt Østjylland.

Derudover lyder opfordringen, at man skal se sig for i trafikken - gående som kørende - og at man skal holde sig væk fra skovene, hvis blæsten tager til.

- Og så er der igen det med de trampoliner. Måske blæste de ikke væk sidst, men se nu at få dem spændt ordenligt fast, opfordrer Thomas Dietz.