Storm lukker stormagasin

Voldsomt vejr fører til historisk lukning

Magasin har i dag valgt at lukke alle sine varehuse rundt omkring landet på grund af stormen.

I Østjylland gælder det for Magasin i Aarhus, som ligesom resten af varehusene, lukker helt end allerede klokken 17.

Den ekstraordinære lukning skyldes, at de ansatte og kunder skal have mulighed for at komme sikkert hjem. En lukning, som kan betegnes som historisk:

- Jeg kan ikke huske, og jeg tror ærligt talt ikke, at Magasin nogensinde har valgt at lukke forretningerne på grund af vejret. Men vi har valgt at lukke forretningerne kl. 17 her til aften, så både vores kunder og vores ansatte kan komme sikkert og trygt hjem, siger Lise Bloch Thomsen, Ecommerce & Marketing Direktør hos Magasin du Nord, i en pressemeddelelse.

Se: Storm: Få overblikket

Lukningen rammer blandt andet stormagasinets VIP-arrangement, som skulle have løbet fra klokken 19 til 23 i aften. Her kunne shoppelystne kunder have fået købt julegaver med 20 procent rabat.

Kunderne bliver dog ikke snydt på grund af stormen, oplyser Magasin:

- Lige i aften havde vi arrangeret VIP-aften med ekstra lang åbningstid for vores loyale kunder. Men vi vil selvfølgelig ikke snyde vores loyale kunder for en hyggelig omgang juleshopping, og vi har derfor valgt at holde åben i morgen fredag frem til kl. 23, hvor man i tidsrummet kl. 15-23 kan få 20% rabat på stort set hele Magasins sortiment - og alle er velkomne, siger Lise Bloch Thomsen.