Storkonference om bureaukrati
I morgen er Århus Kommune vært for stor konference om afbureaukratisering af den offentlige sektor.
Konferencen, som har titlen "Fra festtaler til handling", handler blandt andet om, hvordan kommunerne i praksis kan begynde at afbureaukratisere. Konkret har man i Århus Kommune etableret en såkaldt Kontrolfri Zone på ældreområdet.
- Filosofien bag Kontrolfri Zone er meget enkel. Drop kontrollen og hav tillid til medarbejderne. I praksis har vi, siden vi søsatte projektet, fået 133 forenklingsforslag, hvoraf kun 35 ikke har været mulige at gennemføre. Og det stopper ikke her. Vi skal barbere alle unødvendige lag af, så vi kommer helt ind til vores kerneydelse: at give pleje og omsorg, siger rådmand Dorthe Lausten i en pressemeddelelse.
Borgmester Nicolai Wammen åbner konferencen, som foregår på Hotel Radisson SAS, og blandt oplægsholderne er rådmand Dorthe Laustsen (SF), politisk ordfører, Henriette Kjær (K) og Else Sommer, direktør i Københavns Kommune.