Stork stopper trafikken i Søften
En stork, der intetanende spankulerede rundt efter lidt frokost på en mark ved Søften fik torsdag en hel børnehave og flere biler til at stoppe op
29-årige Stinne Michelsen fra Trige var på vej hjem fra Sabro, da hun torsdag ved Søften pludselig spottede en stor hvid fugl på marken.
- Det lignede ikke en fiskehejre. Den var større, så jeg stoppede op, fortæller Stinne Michelsen, der aldrig havde set en stork før.
Læs også
- Bag ved mig var der flere biler, som stoppede. Folk steg ud af bilerne og stod og kiggede ud på storken. På den anden side af vejen var der en børnehave, hvor børnene klatrede helt op af hegnet for at kunne se.
Selv hev Stinne Michelsen straks telefonen frem og zoomede så meget som muligt ind på storken, der stod 50-100 meter væk for at tage et billeder og videoer.
- Så ringende jeg med det samme til min far, som er stor dyreven, og fortalte ham, at der gik en stork, griner Stinne Michelsen.
- Så trippede vi helt vildt over det, for jeg har aldrig set en stork før.
Stinne og hendes far hygger sig ofte med naturen og har som Stinne Michelsen siger det 'en fest, når vi ser en hare eller et rådyr'.
Storken på vej tilbage
Selvom der de seneste år har været to til fem reder med ynglende storke i Danmark, er det stadig et særsyn, at se en stork, forklarer Morten Vissing, der er zoolog ved Aqua Akvarium og Dyrepark i Silkeborg.
- Storken har næsten været helt væk fra Danmark og det er ikke længe siden, vi havde et helt år uden storke. Nu er den begyndt at komme igen. Især i det Sønderjyske, siger Morten Vissing til TV2 ØSTJYLLAND.
- Udover de ynglende storke, er der enkelte hanstorke, som flyver rundt alene.
Hanstork på tour de Østjylland
Ifølge Morten Vissing er storken, som torsdag blev set ved Søften, formentlig netop sådan en hanstork og måske endda den samme, som den der er blevet set ved Silkeborg den seneste tid.
- Vi har fået rigtig mange henvendelser på Aqua fra folk, der har set en stork de seneste uger og som troede, at det var vores, fordi den var ringmærket, fortæller Morten Vissing.
- Det er det ikke. Der er tale om en vild stork, som er ringmærket, for at man rent videnskabeligt kan følge den.