Storhedsvanvid? Silkeborg udnævner sig selv til ny hovedstad

Silkeborg vil i højere grad udnytte naturens muligheder

Hjuldamperen Hjejlen vil fortsat sejle i Silkeborg, når byen snart er Danmarks 'hovedstad'. Foto: Henning Bagger - Scanpix

Det er ikke hver dag, at en provinsby udnævner sig selv til ny hovedstad.

Det er ikke desto mindre tilfældet i Silkeborg, hvor de lokale turismekræfter nu lancerer byen som Danmarks Outdoor Hovedstad.

At Silkeborg og Søhøjlandet er smukt, er i sig selv ikke nok til at trække folk til.

Liselotte Nis-Hanssen, VisitSilkeborg

Det sker i forbindelse med tiltaget Silkeborg Unlimited, som har fokus på at skabe sammenhængskraft og vækst med naturens muligheder som omdrejningspunkt.

- Vi vil binde byen og vores unikke natur sammen til Danmarks stærkeste outdoor-destination, som både er attraktiv for dem, der bor her, men i allerhøjeste grad også for dem, som besøger Silkeborg, siger turistchef Liselotte Nis-Hanssen fra VisitSilkeborg.

Smukke omgivelser ikke nok

Hun påpeger, at der ikke er andre steder i Danmark, hvor by og natur ligger så tæt som i Silkeborg. Et mål med Silkeborg Unlimited er netop en fælles fortælling om denne kobling mellem natur og by. Et andet mål er, naturligvis, at styrke turismen i området.

Læs også Dronningen indvier den nye Silkeborg Kirke

- At Silkeborg og Søhøjlandet er smukt, er i sig selv ikke nok til at trække folk til. Derfor er det oplagt at kombinere byens muligheder med oplevelser i den natur, som findes lige udenfor døren, lyder det fra Liselotte Nis-Hanssen.

Hun forestiller sig, at skal etableres gennem et fællesskab, hvor blandt andre hoteller, detailhandel og kulturinstitutioner arbejder sammen om fx at nytænke produkter og udvikle værtsskaber.

Udnævnelse af Silkeborg Søhøjlandet som Danmarks Outdoor Hovedstad og lanceringen af Silkeborg Unlimited finder sted på tirsdag den 25. april fra klokken 17.30-19.00 i Kedelhuset på Papirfabrikken i Silkeborg.