Store vejrforskelle i Østjylland: Her er der brug for en varm jakke

I Silkeborg er man søndag nået over 20 grader, imens det er en noget anden snak ved Sletterhage Fyr på det sydlige Djursland

Så smukt så der ud på vandet ved Risskov Strand tidligere på dagen.

For første gang i år er vi nået over de magiske 20 grader også her i Østjylland, men langt fra alle har haft glæde af sol og varme søndag. For imens nogen har fået årets første isvaffel, har andre haft behov for hue og vanter.

- Vi har målt lige over 20 grader på Silkeborg-egnen, imens der ved Sletterhage Fyr på Djursland blot er otte grader, siger vagthavende hos DMI, Lars Henriksen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Generelt er billedet sådan, at der langs kysten er mellem 8-14 grader, imens man længere inde i landet er nået op omkring de 20 grader. Og det er vandets skyld, at det er sådan.

I Aarhus Bugten er vandet eksempelvis kun fire grader, og luften bliver her kølet af. Over land bliver den bedre varmet op.

Lars Henriksen, DMI

- Vandtemperaturerne giver de store forskelle, og det er et typisk forårsfænomen. I Aarhus Bugten er vandet eksempelvis kun fire grader, og luften bliver her kølet af. Over land bliver den bedre varmet op, forklarer Lars Henriksen.

Højeste temperatur er i dag blevet målt i Karup på den jyske hede. Her viste termometret for kort tid siden 21,2 graders varme.

Ifølge DMI har varmen toppet for nu.

- Temperaturerne falder ifølge vores prognoser de kommende dage, siger den vagthavende.

Du kan se TV2 VEJRETs østjyske vejrudsigt fra søndag middag herunder:

00:28 Luk video